AFLYST: Forældremøde for 1.g

17. september, 2020

AFLYST: Forældremøde for 1.g

Kære elever og forældre i 1.g.

Vi må desværre aflyse forældremøderne på torsdag d. 17. september. Vi har vurderet, at vi med den seneste udvikling i smittetallene samt forsamlingsforbuddet på 50 personer i bl.a. Gentofte kommune ikke kan gennemføre møderne, som vi gerne ville.

Det er vi meget kede af, for det fysiske møde mellem os og jer spiller en væsentlig rolle for det samarbejde, vi gerne vil have de kommende år. Vi har et forældremøde mere – i november måned.  Vi håber at kunne gennemføre dette, hvor vi så kan inddrage elementer fra det møde, vi nu aflyser.

En del af det nu aflyste møde skulle have drejet sig om valget af studieretning, der skal finde sted senest d. 5. oktober kl. 10. Vi sørger naturligvis for, at eleverne er klædt godt på til det valg, herunder en individuel afklaringssamtale med en fra teamet, men vi vil gerne give jer muligheden for at være med i processen. Derfor tilbyder vi, at I kan ringe til os og få en snak. Vicerektor Christina Stefansen og rektor Søren Helstrup laver telefontid den pågældende torsdag fra kl. 10-14 og igen fra 16-18. Her har vi ryddet kalenderen og sidder klar til at svare på alle de spørgsmål, I måtte have om valget af studieretning på OG.

Christina Stefansen træffes på telefon 3996 0818.
Søren Helstrup træffes på telefon 3996 0810.

I kan læse om alle vores studieretninger på OG’s hjemmeside.

Her kan I se en lille film om studieretningsvalget.

Vi skal endnu engang beklage de ærgerlige omstændigheder, som desværre kun alt for godt illustrerer, hvor meget der må ofres af skolens liv som følge af pandemien.

Med venlig hilsen

Ledelsen, Ordrup Gymnasium