Skolens historie

Skolens grundlæggelse


“Vor Undervisning er i kendelig Bevægelse hen mod det levende: det levende Barn med dets levende Krav, det levende i Sprogene, det levende Liv i Historien, Litteraturen, Naturen…”


Sådan skrev Ordrup Gymnasiums grundlægger H.C. Frederiksen – også kendt som Friser – i sin dagbog i november 1900 om den skole, som han den 3. november 1873 havde oprettet i en villa i Ordrup.

Frisers idéer om pædagogik og undervisningen var meget utraditionelle, og skolen i Ordrup kom til at stå for en lang række nyskabelser i det danske skolevæsen: fællesundervisning af drenge og piger, klasseundervisning i stedet for den traditionelle overhøring, vægt på friluftsliv og sport, aktiviteter uden for undervisningen, ingen daglige karakterer og et tæt samarbejde med forældrene.

Disse nye idéer mødte i begyndelsen en del modstand fra myndigheder og autoriteter. Men i dag kan vi se, at Friser var forud for sin tid. Der er ingen tvivl om, at de har haft stor betydning for livet, undervisningen og omgangsformen på OG – og stadigvæk har det.

Skolens første år
OG’s elevtal steg hurtigt de første år. I 1879 var der 26, i 1881 var der 43 og i 1883 var der 65. Der blev derfor hurtigt pladsmangel, og gennem et samarbejde mellem Friser, forældre og venner af skolen blev der skaffet midler til at købe skolens nuværende grund nord for Ordrup Kirke.

Undervisningen var på dette tidspunkt også præget af nye tiltag. Friser var meget optaget af Grundtvigs højskoletanker, og derfor betragtede han lektielæsning og overhøring som noget, der dræbte alt personligt liv. I stedet vægtede han leg og udendørsaktiviteter højt. Det skete derfor ofte, at hele skolen tog i skoven eller på flerdages udflugter – ofte med både elever, lærere og forældre. Friser og skolens øvrige lærere ønskede, at eleverne skulle opfatte OG som deres andet hjem.

Selvom det egentlig stred mod Frisers tanker om folkeoplysning og læring baseret på lyst, søgte han i 1886 om, at man kunne få lov til at afholde eksamen på skolen. Dette skyldtes primært, at der manglede en latin- og realskole i området. Men det forhindrede ikke skolen i at videreføre den pædagogisk nytænkende undervisning. Og det sjove var, at eleverne klarede sig ualmindeligt godt til eksamen, selvom undervisningen i høj grad afveg fra den traditionelle “sorte” latinskoles.

OG truet af lukning
OG levede i mange år sit eget stille liv, præget af den rytme som nu engang præger livet på alle landets gymnasier. Men i 1982 blev denne rytme brat slået i stykker og de følgende 7-8 år på OG blev dramatiske og usikre år for lærere og elever.

I begyndelsen af marts 1982 blev det meddelt skolens rektor, at OG skulle nedlægges i 1985. Begrundelsen var, at der efter Københavns Amts vurdering var for mange gymnasier i amtets nordøstlige del, mens der var for få i den vestlige del. I forbindelse med oprettelsen af Ishøj Gymnasium skulle gymnasiet i Ordrup afvikles for at undgå overkapacitet. Sagde Amtet.

Men lærere og elever på OG kunne ikke få øje på logikken i Amtets beslutning og gik til modoffensiv med krav om at høre saglige argumenter fra beslutningstagerne i undervisningsministeriet og Københavns Amtsråd. Det skete gennem læserbreve i medierne, demonstrationer, bosættelse af skolen (OG var faktisk den første skole, som elever har bosat). Udfaldet blev, at nedlæggelsen blev forhindret, og både Ishøj Gymnasium og OG overlevede.

Kampen for bevarelse af OG strakte sig over to begivenhedsrige måneder, som satte sig spor. OG blev aldrig mere helt den samme skole: OG var blevet til et fælles projekt for lærere og elever – noget man havde sammen. Et fællesskab som kan sammenfattes i “OG-ånden”.

Nye nedlæggelsesforsøg
I de følgende år blev der rigtigt god brug for OG-ånden på skolen, for det skulle snart vise sig, at Københavns Amt langt fra havde opgivet sine planer om at lukke OG. Det var år præget af tilbagevendende besparelser på de statslige og amtslige budgetter, og besparelser i Københavns amt blev stort set synonyme med “luk Ordrup Gymnasium”. Og kunne man ikke gøre det i ét hug, ja så kunne man i hvert fald kvæle skolen langsomt ved kun at give OG de allermest skrabede bevillinger.

Lukningstruslerne var mest overhængende i 1984 og 1987, men også i 1985 og 1988 rumsteredes der med planer om lukning. Igen fandt elever og lærere støttet af forældre og gamle elever sammen for at afværge nedlæggelsesforsøgene, og igen lykkedes det gennem sammenhold, saglige argumenter, kreativitet – og en god portion held – at afværge truslerne om lukning.

Det store maleprojekt i 1989 – et samarbejde mellem Professor Gernes og hans elever fra Kunstakademiet på den ene side og OG’s lærere og elever på den anden – satte punktum for det hele og var samtidig en kulmination på og demonstration af OG-åndens styrke. Både ånden og skolen lever stadig i bedste velgående med den grundlæggende kollektive erfaring som ballast: At en skole er noget, som elever og lærere skal ville! Og det var jo da faktisk også selve grundtanken hos skolens stifter, Friser.

Da OG fik farver


“300 mennesker skiftede skole sidste uge. Som slangen, der skifter ham, og fremtræder mere vital end nogensinde. En stærk og smuk skole med de hyggelige lokaler i behold har set dagens lys. …..”


Således skrev skolebladet ‘ZTOF’ i sin ‘LEDR'(sic), december 1989.

Baggrunden for skolens hamskifte var, at der tegnede sig endnu en lukningstrussel i horisonten. Færre og færre elever turde søge skolen, fordi man frygtede, at skolen skulle nedlægges. Københavns Amt, skolens daværende ejer, noterede sig nedgangen og havde selvsagt ikke megen interesse i at investere en krone i vedligeholdelsen af denne “synkende skude”. I sit ydre fremstod OG derfor som mere og mere trist og forfalden, hvilket selvfølgelig ikke gjorde den mere tiltrækkende for ansøgere. I denne situation fødtes så ideen: Vi maler skolen selv!

Maleprojektet blev organiseret som en temauge i november 1989. Vi indgik aftale med Professor Poul Gernes og et par af hans elever fra kunstakademiet, som bestemte farvesætningen og dekorationen af de enkelte lokaler. Gernes’ grundlæggende kunstneriske idé med malingen af OG var, at man lærer bedst i omgivelser, hvor man trives; og det gør man bedst i lokaler, hvor der er lagt omhu i udsmykningen, og hvor der er glade farver, som fanger lyset ind. Gernes insisterede simpelthen på, at farver som på OG er vejen til at få bedre karakterer.

Skolen blev delt op i mindre arbejdsområder, hvor én lærer og 10-12 elever havde ansvaret for at vaske ned, slibe, spartle, grunde, male og dekorere. Mange praktiske og formelle problemer måtte overvindes undervejs for at realisere projektet. Og ved temaugens afslutning var det langtfra færdigt; arbejdet fortsattes en måneds tid i eftermiddags-, aften- og nattetimerne. Men det lykkedes gennem sammenbidthed, sammenhold og energi at færdiggøre projektet i december 1989. Og da var alle deltagende elever og lærere både stolte og en lille smule betuttede over, at det havde kunnet lade sig gøre.

OG nu
I dag er OG en skole, som er præget af både tradition og fornyelse. 

Fornyelsen på OG viser sig bl.a. i form af den fysiske udvidelse af skolen med en stor kantine og et flot Sciencehus samt ombygning af skolen, så der er skabt mere fleksible rammer om undervisningen. Konkret viser historien sig i skolens fysiske rammer: de smukke gamle bygninger og Gernes’ farvestrålende udsmykning af gange, klasselokaler og fællesrum. Mere indirekte har de idéer, som skolen blev grundlagt på, stadig stor betydning for mentaliteten og stemningen på OG: både elever og lærere taler om og fornemmer den berømte OG-ånd, som huserer på skolen, hvis grundlæggende værdi er “respekt for den enkelte og respekt for fællesskabet.”