Den personlige skole – det hele menneske

Gennemførelsesvejledning med fokus på det hele menneske

At starte i gymnasiet er det første aktive uddannelsesvalg og et af de første skridt på vejen fra at være elev til at blive studerende – det første egentlige karrierevalg. Samtidig er det et stort skridt på vejen fra barn til ung til voksen, fra “at være passager til selv at sidde bag rettet”. Denne proces kræver en gradvis selvstændiggørelse, og det nødvendiggør ofte nye måder at strukturere og prioritere tiden på og en større grad af ansvarlighed hos den unge og dennes familie.

Studievejledningen på OG består af 6 vejledere, som hver især understøtter denne proces hos de elever, der har behov for det.

Studievejledningen arbejder ud fra OG’s overordnede værdier om samarbejde, nysgerrighed og respekt.

Vision

I studievejledningen på OG møder vi eleverne som hele mennesker ved at møde eleverne i øjenhøjde med nysgerrighed og åbenhed.

Vi går på opdagelse i den pågældende situation sammen med eleverne, og vi udfordrer eleverne på deres forforståelser for egen situation, for derigennem at bringe nye perspektiver ind i en større sammenhæng.

Indsatsområder

  • Gennemførelsesvejledning
  • Studieteknik og eksamenstræning
  • Trivselsarbejde
  • Valgkompetencer: valgfag, studieretningsvalg, ungdomsuddannelse mm.
  • Personlig vejledning i forbindelse med problematikker i og uden for skolen
  • Facilitere samarbejdet mellem elever, skole og forældre
  • Karrierelæring

Vejledningsstrategi

  • Vi støtter de unge gennem gymnasielivets forskellige udfordringer, som er en naturlig del af det at være menneske. I den vejledende samtale har vi et åbent og fortroligt samtalerum, hvor vi i fællesskab kan reflektere over mulige handlemuligheder.
  • Vi kan ikke løse de unges udfordringer og problemer, men vi kan hjælpe de unge med at tage selvstændige valg om deres eget liv, så de har de bedst mulige forudsætninger for at gennemføre en ungdomsuddannelse.
  • Vi vejleder de unge til at træffe selvstændige beslutninger, og nogen gange kræver det, at hjemmet involveres, da ansvaret i sidste ende er hjemmets.

Vi arbejder tæt sammen med elevernes lærerteams og studievalg Danmark for at give eleverne gode muligheder for at træffe de valg, der er nødvendige for at opbygge de studiekompetencer, der matcher den enkelte bedst muligt.