Studenter 2011

Fredag den 24. juni blev årets studenter dimitteret fra Ordrup Gymnasium! Den festlige begivenhed blev traditionen tro indledt af triumfmarchen fra Aida, hvor stolte forældre, bedsteforældre, venner og OG-jubilarer kunne følge en flok glade 3.g’eres indmarch i Ordrup Hallen.
Rektor Henning Thomsen talte til studenterne, hvor de tre år på OG blev sat i perspektiv som et godt fundament for fremtiden. Signe Amtoft-Rasmussen holdt studentertalen, hvor især det gode OG-sammenhold, respekten for den enkelte samt et generationsbillede var i fokus. Talerne blev krydret med musikalske indslag af bl.a. OG’s dygtige eliteensemble og kor, og efter endt dimission blev studenterne sendt afsted på deres studenterrunde.

På OG uddeles der hvert år tre Nykredit-legater á 10.000 kr. til elever, som er fagligt dygtige, målrettede og gode kammerater, og i år blev de tildelt Oscar Enroth, Signe Amtoft-Rasmussen og Markus Holm Steffensen.

Som altid var OG’s dimission vel besøgt af jubilarer, og i år var der endda 70-års jubilarer!
En dejlig afslutning på tre års slid, sjov og supergodt sammenhold.

Årets studenter fejrede deres hue med studenterhittet “Fuldstændig fri” med OG’erne Markus Holm, Ditlev Schiller og Sylvester Sivertsen i front.

Nanna Wallin Monberg fra 3.x skrev årets årets studenteressay.