fbpx
Ordrup Gymnasium
Ordrup Gymnasium

Ledige stillinger

Uddannelsesleder

Ordrup Gymnasium søger en dygtig uddannelsesleder, som fra 1. august 2026 eller snarest derefter kan medvirke til at skabe fortsat udvikling på vores dejlige skole.

Som uddannelsesleder får du i samarbejde med den øvrige ledelse medansvaret for skolens overordnede udvikling og daglige drift i og uden for undervisningen. Du får i særlig grad ansvar for at sikre fremdrift i det elevcentrerede arbejde med at udvikle og konsolidere fællesskaberne og derved styrke elevernes tilknytning til skolens værdier, formål og historie.

Det betyder, at du sammen med den øvrige ledelse og vores mange dygtige medarbejdere skal forny og forankre skolens traditioner, sociale arrangementer, klubber og udvalg og den overordnede skolekultur i det hele taget. Dette kræver både, at du kommer med gode initiativer og projekter, som du har vilje og evne til at gennemføre, men også at du kan inkludere medarbejdere og elever i udviklingen, så du sikrer følgeskab og medejerskab. Du skal derfor have lyst til at være sammen med vores elever. Det gælder i elevrådet, skolens mange øvrige bestående og forhåbentlig kommende udvalg og klubber og i planlægning og gennemførelse af skolens aktiviteter. Flere af disse sker endvidere i samarbejde med eksterne aktører, som du forhåbentligt kan skabe gode netværk til.

På Ordrup Gymnasium arbejder vi med at styrke elevernes evne til at samarbejde og hjælpe hinanden, deres nysgerrighed i både fagene og deres relationer samt den respektfulde tone i og udenfor klasselokalet. Det arbejde er vi mange om, men du skal være den organisatoriske nøgleperson i dette arbejde, hvilket kræver initiativ, vedholdenhed, godt humør og blik for de overordnede sammenhænge mellem uddannelse, ungdomsliv og skolekultur.

Som uddannelsesleder formår du både at lytte og at skære igennem, ligesom du målrettet kan følge dine opgaver til dørs. Du er god til præcis og anerkendende kommunikation, er analytisk stærk og har den fornødne empati. Du trives med at samarbejde om fælles mål, er nysgerrig på andres perspektiver og har respekt for skolens særlige historie og de værdier, der binder os sammen. Og så har du et smil på læben, også på en grå hverdag.

Vi forventer endvidere, at du har undervisningskompetence med bestået pædagogikum i et eller flere relevante gymnasiefag og er indstillet på at undervise i op til ca. 1/3 af arbejdstiden.

Du indgår i ledelsens almindelige driftsopgaver, herunder personaleledelse, eksamensafvikling, trivselsarbejde mv., ligesom der er en række andre driftsopgaver, vi fordeler, når du er blevet ansat. Vi er et ledelsesteam, der vægter teamwork og gensidig tillid højt, og vi regner med, at du bidrager positivt til at udvikle ledelsesgruppens arbejde og fællesskab.

Om OG

Ordrup Gymnasium er et særdeles veldrevet gymnasium med knap 800 elever og en stærk økonomi. Vi lægger i ledelsesarbejdet vægt på samarbejde, tydelig kommunikation, medarbejderinddragelse, god planlægning og gennemsigtighed i beslutningsprocesserne. På Ordrup Gymnasium arbejder vi bredt med almen dannelse og tilstræber mangfoldighed i studieretninger, undervisningsformer og elevsammensætning. Vi har en stærk international profil, men er også lokalt forankret i Gentofte kommune, som vi har et godt samarbejde med om bl.a. forskellige brobygningsformer og trivselsindsatser.

Du er velkommen til at kontakte rektor Søren Helstrup på telefon 2446 4496 for yderligere informationer.

Ansøgning stiles til rektor og sendes som én samlet pdf til jobans@ordrupgymnasium.dk senest torsdag d. 28. maj 2026. Første samtale finder sted torsdag d. 4. juni.


Ordrup Gymnasium søger en dygtig lærer til en fast stilling i matematik og fysik

Fra 1. august 2026 er der en ledig stilling i matematik og fysik på OG til en dygtig lærer med lyst til at arbejde med en ambitiøs og livlig elevgruppe i et stærkt kollegialt fællesskab.

Om OG

På Ordrup Gymnasium arbejder vi bredt med almen dannelse og tilstræber mangfoldighed i studieretninger, undervisningsformer og elevsammensætning. Vi har en blandet elevsammensætning med plads til forskellige faglige interesser og styrker. Vi har et stærkt lærerkorps i naturvidenskab, en naturvidenskabsstrategi, bl.a. med en spændende sciencedag, og en moderne sciencebygning. Vi er partnerskole i Videnskabsklubben og har naturvidenskabelige valgfag med den nærliggende folkeskole for at stimulere til naturvidenskabelig interesse.

Traditioner spiller en væsentlig rolle på OG. Vores bærende værdi om respekt for det enkelte menneske blev første gang formuleret af skolens grundlægger i 1873, og vi tror på værdien af at skabe stærke fællesskaber – for både elever og ansatte – gennem samarbejde og ansvar.

Vores elever oplever, at der er plads til den enkelte, og at vi har et fokus på den enkeltes muligheder. Det er blandt andet derfor, at vores elever er meget glade for at gå i skole.

Vi er et særdeles veldrevet gymnasium med en stærk økonomi. Vi lægger vægt på samarbejde, tydelig kommunikation, medarbejderinddragelse, god planlægning og gennemsigtighed i beslutningsprocesserne. Der er pt. ca. 800 elever og 90 ansatte på OG.

Om dig

Du har fokus på elevernes læring og brænder for undervisning på en solid faglig baggrund. Vi regner med, at du har bestået kandidateksamen og meget gerne pædagogikum, og at du interesserer dig for den faglige og didaktiske udvikling i dine fag. Vi forventer, at du vil bidrage aktivt til både vortes naturvidenskabelige satsninger og det relationelle arbejde med eleverne, som er en forudsætning for at lykkes fagligt. Du skal ligeledes være villig til at engagere dig i samarbejdet i faggrupper og klasseteams.

Om ansøgningen

Ansøgningsfrist er torsdag den 21. maj. Samtaler vil blive afholdt løbende. Evt. spørgsmål kan rettes til vicerektor Christina Stefansen på 3996 0818 eller mail cs@ordrupgym.dk.

Ansøgning med bilag, herunder CV og eksamenspapirer sendes via Gymnasiejob.dk.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingerne. Angiv meget gerne, om du har kompetencer i andre fag.