Musical

På OG er det en fast tradition hvert år at opsætte en stor musical med deltagelse af elever fra alle klassetrin. Det har vi gjort uafbrudt siden 1987, og denne tradition er medvirkende til at give det helt specielle sammenhold, der er blandt elever og mellem elever og lærere på OG.

Når vi har valgt at arbejde med musicals, har det flere årsager: dels vil vi gerne give så mange af skolens elever som muligt lejlighed til at tage udfordringen op og prøve kræfter med det, de har lyst og evner til: dans, musik, sang, skuespil, teknik, kostumer, kulisser, program. Dels vil vi gerne lave noget, der er flot og festligt.

Gennem de sidste 30 år har vi sat en lang række musicals op: ‘Jesus Christ Superstar’, ‘Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat’, ‘Hair’, ‘Pippin’, ‘Cabaret’, ‘Grease’, ‘West Side Story’, ‘The Wall’ ,’Return to the Forbidden Planet’, ’Children of Eden’, ’RENT’ – og egne produktioner som  ’Coming Home’, ’Easter Rising’,  ‘WW’ og ‘Across the Ocean’.

Før efterårsferien starter vi med udtagelsen til skuespil- og ensembleroller, orkester, kor og dans. Derefter er der prøver – én gang om ugen efter skoletid – som fortsætter frem til midten af januar, hvor vi tager på en 2½-dags hyttetur. Her sættes musik, dans og skuespil sammen. Hvad der så mangler, må klares med aften- og weekendprøver frem til generalprøven i starten af februar.

Sideløbende arbejder en masse elever med kostumer, kulisser, lys, lyd og med at skaffe annoncører til programmet. Det sidste er ikke mindst vigtigt, for at det hele kan lade sig gøre, for det er meget dyrt at lave teater, selv om det meste af arbejdet er ulønnet. I alt deltager ca. 200 elever og flere lærere i arbejdet med at sætte stykket op.

Det er en hård periode for alle involverede – der er jo normal undervisning samtidig, men vi håber, at tilskuerne synes, at resultatet har været anstrengelserne værd. Det har det i hvert fald altid været for os, der har været med til at lave årets musical!